​Diskusprolaps

​

• Diskusprolaps i lænden er meget almindelig
• Symptomerne er smerter i lænden og med udstrålende smerter og føleforstyrrelse i et ben
• Advarselssymptomer er svær kraftnedsættelse og påvirket kontrol af vandladning/afføring. Hvis man har disse symptomer, bør man søge læge akut
• Omkring 10 % af de personer, som har diskusprolaps i lænden, behøver operation.

Hvad er en diskusprolaps i lænderyggen?

Rygsøjlen består af 7 nakkehvirvler, 12 brysthvirvler, 5 lændehvirvler og 5 korsbenshvirvler, som er vokset sammen til korsbenet samt halebenet. Halebenet har ingen funktion hos mennesket. Halebenet har dog stor betydning for en række pattedyr, som eksempelvis katte og hunde.

De enkelte ryghvirvler er adskilt fra hinanden af en bruskskive - diskus (kaldes diski i flertal). Diskus består af en hård ydre ring af bindevæv (anulus fibrosus) og en blød tyktflydende vandholdig kerne (nucleus pulposus). Diskus funktion er at dæmpe tryk og belastning af rygsøjlen og virker som stødpuder. Diskus gør, at ryggen er smidig og bøjelig. Uden diskus ville ryggen være stiv. Bevægeligheden i rygsøjlen er størst i halsen og lænden. Brystryggen er begrænset bevægelig hos børn og stort set stiv hos voksne. Dette skyldes, at ribbenene med alderen forkalker og bliver til stive knogler, som ikke kan bevæges i forhold til hinanden.

Rygsøjlen bliver dagligt belastet. Belastningen skyldes især kroppens vægt samt eventuelle genstande, som man løfter. Dette fører til, at diski bliver slidte og kan få sprækker. Disse sprækker opstår især i lænden, som er udsat for den største belastning. Igennem disse sprækker kan den bløde tyktflydende og vandholdige kerne komme ud. Dette kalder man en diskusprolaps. Hvis det bløde væv bliver trykket ud mod rygmarvskanalen, kan det give tryk på en nerverod og/eller den forlængede rygmarv. Tryk på en nerverod forekommer, når diskusprolapsen strækker sig ud mod siden. Dette giver typisk udstrålende smerter i et ben, medens en stor diskusprolaps i lænden kan trykke på den forlængede rygmarv/mange nervefibre samtidig. Det giver symptomer i begge ben og påvirker kontrollen af vandladning, afføring og/eller seksuel funktion.

​

Hvorfor giver en diskusprolaps gener fra benet?

Nerverødderne fra rygmarven kommer ud på begge sider imellem rygsøjlens ryghvirvler. I halsen er der 8 par nerverødder, i brystet er der 12 par nerverødder, i lænden er der 5 par nerverødder, og i korsbenet er der 5 par nerverødder. Diskusprolapser som trykker på en enkelt nerverod er hyppigst. Der er oftest tale om tryk på den 5. nerverod i lænden eller den 1. nerverod i korsbenet. Nerverødderne i lænden og korsbenet går ned i benene, hvorfor tryk på en nerverod her giver smerter/føleforstyrrelse i benet og nedsat kraft, ofte i foden.

Smerte fra en af de nederste nerverødder i lænden kaldes også iskias. Den forlængede rygmarv strækker sig ned til mellem den 1. og 2. lændehvirvel, og nedenfor denne afgår alle nerverødder til lænden og korsbenet. Det er årsagen til, at en stor diskusprolaps i lænden kan trykke på mange nerverødder samtidig. Det giver symptomer i begge ben med smerter/føleforstyrrelser, kraftnedsættelse og forstyrrelse af vandladning, afføring og seksuel funktion.

​

Hvem kan få diskusprolaps?

Diskusprolaps i lænden forekommer i alle aldersgrupper, men er hyppigst hos 20-40 årige.

Alle kan få diskusprolaps i lænden, men nedenstående forhold øger risikoen for diskusprolaps i lænden

• Medfødte forandringer i rygsøjlen
• Tungt rygbelastende arbejde
• Rygning

​Hvad er symptomerne på diskusprolaps?

En diskusprolaps i lænden opstår ofte i forbindelse et tungt løft eller en pludselige uhensigtsmæssig bevægelse i lænden. Man vil typisk få smerter i lænden og udstrålende smerte til et ben, sjældnere i begge ben. Smerterne lindres ofte, når man ligger ned. I denne stilling er trykket på rygsøjlen mindre. Foroverbøjning og sidebøjning i lænden, mod den side hvor man har bensmerter, forværrer ofte smerterne. Ud over smerter har man ofte ændret følesans i et område på benet. Man har desuden tit nedsat kraft i benet, ofte så man ikke kan stå på tæer eller hæle.

Forstyrrelse af vandladning, afføring og/eller seksuel funktion kan også forekomme. Dette kræver akut indgriben. 

​

​

​

​

​​

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Hvis man har diskusprolaps i ryggen, skal man være særlig opmærksom på følgende:

• Udtalt kraftnedsættelse i benet, oftest således at man ikke kan stå på hæl eller tæer
• Manglende eller nedsat kontrol af vandladning, afføring og/eller seksuel funktion

Disse symptomer kræver omgående kontakt med læge.

​

Konservativ behandling inden operation

​

​Diskusprolaps står for de fleste, som det værste, der kan ske med ryggen. Det er da også en alvorlig lidelse, som i sjældne tilfælde kan være ensbetydende med varig nerveskade. Oftest er tilstanden godartet, idet de fleste kommer sig i løbet af 6-12 måneder uden varige mén. I dag opererer man langt færre patienter med prolaps end tidligere. Bl.a. på baggrund af at forskning har vist, at der ikke er forskel på, om man er opereret eller ikke-opereret efter 2 år.

​

Der er i dag generel enighed om, at alle prolaps-patienter skal gennemgå et konservativt behandlingsforløb inden eventuel operation. Konservativ behandling betyder "uden kniv" og er altså de behandlingsformer, der ikke involverer et operativt indgreb. Kiropraktisk behandling er et godt eksempel på et konservativt behandlingsforløb. Dette inddeles typisk i 3 faser:

​

Akutte fase (inflammation):

Denne fase er karakteriseret ved stærke smerter og varer typisk 2-4 uger. Behandlingen består derfor i, at smertelindre patienten gennem medicin, aflastning, is, manuel behandling og lette øvelser i smertelindrende retninger (manipulation, stræk, div. bløddelsteknikker, etc.).

​

​Reparationsfasen (heling):

Er den fase der varer længst, idet helingen af de beskadigede strukturer i ryggen tager tid. Behandlingen er som i den akutte fase, men fokuseret på at genoprette tabt funktion og dermed optimere heling i ryggen.

​

Genoptrænende fase (træning): 

Formålet med denne fase er, at genoptræne patienten efter langvarig inaktivitet og dermed forebygge tilbagefald og/eller yderligere rygsygdom. Genoptræningen kan have elementer af både stabiliserende og dynamisk træning